Det er længe siden jeg første gang hørte om saltsyltede citroner, men nu har jeg altså endelig fået mig taget sammen til at prøve at lave dem selv.
Jeg har brugt 8 usprøjtede/økologiske citroner (2x4 stk. købt i Fakta), 1 rød chili, 1 kanelstang, 8 spsk. groft salt og ca. 1 tsk. fennikelfrø (som jeg faktisk fandt fra Urtekram i Netto). Derudover har jeg købt 3 almindelig citroner, i tilfælde af manglende saft, men mere om det senere.
Fremgangsmåde:
Start med at vaske og skolde et stort sylteglas (jeg købte faktisk mit i Tiger i dag - 20 kr.). Derefter skyller du dine citroner og skærer et kryds ned gennem dem fra toppen mod bunden, men stop et par cm. før bunden, så citronerne stadig hænger sammen. Fyld en spsk. groft salt ned i hver citron, og læg dem i glasset - de skal gerne presses lidt sammen dernede! Tilføj chili, fennikelfrø og kanelstang, luk og afvent.
Det er her jeg er kommet til nu. Over de næste dage, skal jeg se hvor meget saft citronerne afgiver, og måske bliver det nødvendigt at tilsætte mere saft (derfor jeg har købt de almindelige citroner). Man må gerne presse lidt på dem, for at få dem til at afgive mere saft - men lad være med at lave det til smadder.
Kommentarer
Send en kommentar